Burgundia

Gyldendals skriver: "Bornholm, ø i Østersøen; 588 km2, 39.756 indbyggere."

For over tusind år siden var øen kendt som Burgundia. I dag er øen også kendt som Østersøens Perle og Solskinsøen. Kommunen er klassificeret som en yderkommune. Det man populært kalder Udkantsdanmark.Bornholm er en ø med store udfordringer. For første gang i over 100 år er befolkningstallet faldet til under 40.000 beboere. Et tal der bliver set som et slags magic number for, hvad øen kan holde til. Med faldende befolkningstal kommer også faldende kommunale indtægter. Hvis affolkningen bliver ved, vil der i fremtiden ikke være folk og penge nok tilbage til at holde øen i live.Men øen kæmper. Med tiltag som “Bright Green Island”-projektet og Folkemødet, der afholdes i Allinge hvert år i juni, prøver kommunen at skabe et attraktivt og bæredygtig ø-samfund, der kan lokke tilflyttere til og holde på de Bornholmere, der overvejer at flytte over. Initiativerne har en vis success. På mange måder er Bornholm blevet det nye sort. Ligesom Skagen i Nordjylland bliver indvaderet af rigmandsturister fra Whiskeybæltet nord for København hver sommer, oplever Bornholm nu også en større interesse fra folk, der ønsker halvårsbolig på øen. Sommeren er livlig på Bornholm. Vinteren knap så meget. Men hvad er Bornholm også for en ø i dag?

Conny Ogareck. 65 år. Almindingen.

"Fortæl"

Bornholm er hjemsted for nogle mystiske væsener, der kan spores tusind år tilbage i historien: De Underjordiske.

De ligner små mennesker, og har i sagnene mange forskellige roller. Oftest er de ligesom os - hvis du hjælper dem, hjælper de dig. Hvis du gør dem fortræd, tager de hævn. Conny Ogareck ved en masse om de Underjordiske. Hun bor ude i Almindingen et stenkast fra Rytterknægten. Hun er i dag pensionist, men har tidligere arbejdet som naturvejleder i Naturstyrelsen. Her var en af hendes opgaver at fortælle de Bornholmske folkesagn. Det er fortællinger, der er overleveret fra generation til generation. Men Conny kan også en historie, som udspringer helt fra hende selv.

"Jeg arbejdede nede på skovriddergården i Ekkodalen. Hver morgen tog jeg bussen, stod af oppe ved Lilleborg, og gik ned igennem skoven for at komme på arbejde. Det var hyggeligt, når det var lyst, men når det var mørkt, kunne det godt være ret uhyggeligt. Det var i februar, jeg mødte de Underjordiske. Klokken må have været halv otte, for jeg skulle være nede på gården klokken otte. Jeg gik i mine egne tanker ned igennem skoven. Jeg kunne godt lide den stilhed, der var i skoven, før jeg skulle møde på arbejde.

Da jeg kommer til den her bæk, der løber under vejen, hører jeg pludselig en mærkelig lyd. Det lyder som en klokke - men det er ikke en klokke. En lyd jeg aldrig har hørt før. Jeg bliver forskrækket, og kigger mig omkring, men kan ikke se noget. Da jeg vil gå videre, står der pludselig en mand foran mig. Han er cirka to alen høj. Det er den størrelse, de Underjordiske har. Og jeg er ikke i tvivl om, hvad det er jeg ser. Det er en Underjordsmand. En lille, lidt ældre mand med et rart ansigt. Han kigger op på mig og spørger: “Ved du noget om de Underjordiske?”Og det må jeg jo indrømme, at jeg gør. Jeg har i flere år gået og fortalt historier om de Underjordiske i mit arbejde, og jeg har læst meget om de Underjordiske. Så siger han til mig:

“Du skal fortælle os om de Underjordiske, for vi har glemt vores egen historie.”

Så er han væk.Jeg går videre og tænker: ‘Det var noget mærkeligt noget.’ Da jeg kommer på arbejde, fortæller jeg ikke nogen, hvad jeg har oplevet. Man skal altid spise og sove, før man fortæller, at man har set de Underjordiske. Ellers går det ilde. Det står der helt klart i en masse af historierne. Man må ikke sige det til nogen.

Jeg får fri ved fire-tiden. Da jeg skal hjem, går jeg samme vej tilbage gennem skoven. Lige da jeg kommer til det samme sted igen - der hvor den lille bæk løber under vejen - er det, som om jeg forsvinder ned i jorden.Dernede sidder den Underjordiske. Han sidder ved en computer. Det er kun tastaturet, jeg kan se. Måske har det været en skrivemaskine. Det ved jeg ikke.

Underjordsmanden kigger på mig og siger: “Fortæl.”

Så begynder jeg at fortælle. Jeg fortæller alle de sagn og historier, jeg kan. Det længste og bedste sagn, jeg kender, slutter jeg af med. Det er det, der handler om juleaften på Bakkegården. Efter den kan jeg faktisk ikke flere historier.Straks jeg har fortalt den sidste strofe, står jeg oppe på jorden, hvor bækken går under vejen. Og så har jeg faktisk kun én tanke:

‘Shit. Nu kommer jeg for sent til bussen.’ Når man bor på Bornholm, er det ret vigtigt, man når sin bus. Der går måske en i timen, hvis man er heldig.

Da jeg kigger på mit ur, opdager jeg, at der ikke er gået noget tid. Jeg har været inde i en tidslomme. Hvor meget tid, der er gået med at fortælle nede under jorden, har jeg ingen fornemmelse af. Det eneste jeg har en opfattelse af, er det fuldstændigt vilde tempo, manden skrev på tasterne. Det er gået lynhurtigt, men i en tidslomme.Jeg går ud af skoven og når min bus.

Da jeg kommer hjem til Rønne, fortæller jeg selvfølgelig ikke min kæreste, hvad jeg har oplevet, for nu er jeg ikke i tvivl om, at jeg har mødt en Underjordisk.Senere har jeg tænkt en masse over den her historie og er nået frem til, at den der tidslomme er noget, der er meget typisk for de Underjordiske. Men egentlig bryder jeg mig slet ikke om at tolke på de Underjordiske. Jeg vil bare fortælle historierne." 

Og du tror 100% på, at det var en Underjordisk, du mødte?

"Ja, det gør jeg. For hvad skulle det ellers være?"

Kunne du ikke på en eller anden måde hallucineret det hele?

"Prøv at høre, hvad jeg fortæller dig. Jeg snakker om den her tidslomme. Jeg snakker om noget, der foregår ved siden af det liv, du kan se med dine øjne. Jeg har oplevet det med min krop og min tanke. Det har med naturens magi at gøre. Og for at forstå det - for at tro på det - så skal man også turde tro på naturens magi. Giver det mening?"

Awad Amoura. 19 år.

Nexø.

Den Bornholmske Rapper

I det sparsomt møblerede rum, der fungerer som stue og køkken, lugter af en blanding af smøger og rengøringsmiddel. Går man op ad trappen i hjørnet, bliver man ramt af et blåt neonlys. Det kommer fra en lyskæde, som Awad Amoura og hans roommate Ashraf netop er blevet færdig med at sætte op. De to venner er flyttet ind i lejligheden for lidt over en måned siden. Awad er en 19-årig syrisk palæstinenser. Han, hans far og to ældre brødre kom til Bornholm for tre år siden. De blev nødt til at flygte fra Syrien, da det blev for farligt at bo i Damaskus. Som palæstinensere boede de i det område, der hedder Yarmouk Camp, og som før borgerkrigen var hjemsted for 148.000 palæstinensere. I dag anslår man, der bor omkring 7.000.

“Vi boede i den gamle palæstinensiske lejr. Altså det var en lejr, men palæstinenserne byggede huse på stedet. De gad ikke bo i telte,” fortæller Awad.

“Palæstinenserne er ikke nogen, der bare sidder og hæver kontanthjælp. Vi går ud og gør ting.” Den entreprenørånd var også delt af Awads far. Da han som ung kom til Damaskus fra Palæstina, var han en fattig tømrer. I 2013 da familien måtte flygte, var han en rig ejendomsmægler med forretninger over hele Syrien. Nu har han en butik i Nørregade i Rønne, der sælger kolonialvarer. Awad arbejder der et par gange om ugen efter skole.I det blå neonskær fra lyskæden fumler Awad med at sætte en mikrofon op i loftet. Mikrofonen dingler fra et kabel, der er slynget over en ledning til en loftslampe. “Det ser måske ikke så pænt ud,” siger Awad, “men det fungerer.”Rummet er på én gang drengenes soveværelse og hjemmelavet lydstudie. Awad bruger meget af sin fritid som rapper og sangskriver under sit kunstnernavn ‘Agata Rap.’“Jeg plejer at sige, at jeg voksede op på gaden. Altså ikke fordi, vi var fattige eller sådan noget. Vi var bare altid udendørs,” siger Awad.

Før krigen havde Awad planer om at læse til ingeniør på universitetet. Men da familien blev nødt til at flygte, blev Awads uddannelse sat på standby. Det var først, da han efter et år på flugt over Middelhavet og op gennem Europa, kom til Bornholm, at han kunne genoptage sin uddannelse. Han kom i en modtagerklasse, hvor han skulle lære dansk. Det gjorde han hurtigt, og efter et halvt år, valgte Awad at skifte over til Bornholms Efterskole i Rønne. Efter det startede Awad i 10. klasse, men da han var et par år ældre end de andre elever og ikke rigtig kunne falde til, tog han i stedet et halvt år på VUC.

“Så skulle jeg finde på noget andet at studere. Jeg ville gerne have været på gymnasiet, men det kunne jeg ikke, fordi jeg ikke havde læst to fremmedsprog” siger Awad, og fortsætter:“Det eneste, jeg kunne komme ind på, var erhvervsuddannelsen. Jeg ville helst gerne have læst til ingeniør, men det kunne jeg ikke. Jeg ved lidt om jern og metal, så jeg startede på smedeuddannelsen.”Awad er snart færdig med det første halve år på EUX.

Efter at have sikret at mikrofonen sidder ordentligt, sætter Awad sig ved computeren. Han åbner et lydprogram, han bruger til at optage og mixe sin musik. Musen klikker rutineret, mens Awad åbner forskellige mapper. Han loader et track, han har fundet på Youtube. Det er beatet til hans næste sang. Han stiller sig hen til mikrofonen og tager sine høretelefoner på. Et øjeblik står han med lukkede øjne og rokker i takt til musikken. Så åbner han munden og affyrer arabiske gloser i en heftig, rytmisk strøm.

“Jeg drømmer om at blive en kendt rapper en dag,” siger Awad. “Jeg vil gerne have, at folk hører min historie. Folk tror kun på det, de ser i fjernsynet. Rapmusik forklarer det, der sker i virkeligheden,” siger han.

På Youtube har ‘Agata Rap’ en sang, der på dansk kan oversættes til “Dødsrejse.” Videoen til sangen er en række billeder af bådflygtninge. Et af billederne er det af den druknede syriske dreng i vandkanten. Ved videoen står der: “Den her sang handler om dem, der døde i havet, og om den vej flygtningene tager, når de flygter fra død til død.”“Jeg vil gerne have, at folk lærer at være bedre mod hinanden,” fortæller Awad.

“Når man kun tænker på sig selv, skaber man had. I Syrien siger man ‘fuck alle andre, det handler om mig.’ Det er derfor, der er krig. Men vi er alle i samme båd. Hele verden er i virkeligheden ét land.”Hip-hoppen giver Awad en måde at udtrykke sig på. Han mener, det er nemmere at formidle svære ting gennem musikken end ved almindelig snak.“Hvis jeg spørger en person, ‘vil du høre min historie? Den er meget trist,’ så siger de nej. Men de vil gerne høre historien, hvis det er i form af musik,” siger Awad.Hvis du spørger Awad, om det har været svært at falde til på Bornholm er svaret ‘Ja’. I forhold til Damaskus, hvor husene og butikkerne lå op og ned af hinanden, er der langt til alting på Bornholm. “Det var svært at vænne sig til i starten. ‘Hvorfor kunne de ikke bare have sendt os til København?’ tænkte jeg. Men nu kunne jeg ikke forestille mig at bo et andet sted,” siger han.På Bornholm er der fred, og der er ingen, der slås. Han synes også, Bornholmerne generelt har været gode til at tage imod de flygtninge, der er kommet til øen. Han kan godt se sig selv blive boende på øen.“Jeg vil gerne være ‘Den Bornholmske Rapper,’” siger han.

Holger Lund. 74 år.

Arnager.

Opbragt på Østersøen

Året er 1950. Danmark blev for fem år siden befriet fra besættelsen. For fire år siden bombede russiske fly Rønne og Nexø for at få de sidste tyske tropper til at overgive sig. Europa er delt i Øst og Vest. Bornholm ligger som den yderste bastion mod den store russiske nabo.I 1950 var Holger Lund otte år gammel. Hans far Henry var fisker på sin egen båd “Karen.” En 10 tons kutter, der lå i havn i Rønne. Henry stævnede jævnligt ud for at fiske sild, torsk og særligt laks, der var meget indbringende. På båden havde han sin svigerfar og sin ældste søn Jens på 18 år. Hjemme i Arnager ventede Henrys kone og de resterende otte børn på, at faren skulle vende tilbage fra fisketurene, der godt kunne vare to-tre uger ad gangen.

“Det var nemmere at være fisker før i tiden,” husker Holger, mens han stryger en finger over det kortklippede, hvide skæg.

“Dengang var fiskeriet frit. Man bestemte selv, hvad man ville fiske,” siger han.

Holger er i dag 74 år gammel og bor med sin kone Judith i Arnager. Her har han boet næsten hele livet. Holger har selv været fisker ligesom sin far og hans far før det. Nu er han pensionist og driver fiskeriet som et bi-erhverv, når vejret er godt.

“Karen” har stævnen mod sydøst. Kursen er sat mod laksefiskeriet, der plejer at være rigtig godt nede omkring den Polske sømilegrænse. Men turen forløber ikke som planlagt. Båden forsvinder.Efterkrigstiden har skabt et nyt billede i Østersøen. Der er nye sømile-grænser mellem Danmark, Polen og Sovjetunionen. Danmark og Polens grænser går fire sømil fra deres respektive kyster, mens Sovjetunionen har hele tolv sømil.

“Dengang havde man jo ikke de instrumenter, man har i dag. Man kunne ikke altid lige se præcis, hvor man var,” fortæller Holger.

Uden nøjagtige pejleredskaber var det svært at vide, hvornår fiskerne var i internationalt farvand, og hvornår de var i russisk. Det skete, at danske fiskere blev taget af russiske kystmyndigheder.“Det var lidt uheldigt, hvis der kom en patruljebåd og så, at man fiskede bare hundrede meter inde i russisk vand,” siger Holger.

I fire uger hører familien ikke noget fra farens båd. “Karen” vender ikke tilbage til Rønne, og der er ikke andre fiskere, der har set kutteren. Skibet har ikke radio ombord, så der er ingen måde at komme i kontakt med besætningen på. Til at starte med forsøger fiskeriforeningen at kontakte russiske havne for at høre, om de har opbragt nogle danske sømænd. Meldingen lyder, at det har de ikke.

“Vi fik slet ikke noget at vide herhjemme. Der var ingen, der vidste, hvad der var sket,” siger Holger.

“Vi var bange for, at de var forlist.”I mellemtiden viser det sig, at “Karen” er blevet opbragt. Kutteren har forvildet sig ind i russisk territorium, og er blevet taget af en patruljebåd. Henry Lund og besætningen er blevet bragt til Kaliningrad, hvor de bliver holdt i arrest på båden. Ind imellem bliver de afhørt af nogle mænd fra havnemyndighederne. “Jeg ved ærligt talt ikke, hvorfor de skulle afhøres. Men det var ikke helt godt,” siger Holger. Henry Lund blev udspurgt om alt muligt. Hvad lavede hans børn til daglig? Hvornår havde de fødselsdag?“Det kunne far ikke lige huske. Det var min storebror bedre til. Men så havde de et problem, fordi deres historier ikke stemte overens,” siger Holger.“Afhøreren sagde til min far: ‘enten er din søn fuld af løgn eller er også er du fuld af løgn,’” siger Holger.

“Karen” ligger flere uger i Kaliningrad. På Bornholm ved folk stadig ikke, hvor kutteren og besætningen befinder sig.

En dag lykkes det Henry at praje et dansk fragtskib, der er på vej ud af havnen i Kaliningrad. Henry råber til kaptajnen, at han skal kalde Rønne og fortælle, at kutteren ligger i Rusland. På den måde finder familien endelig ud af, at Henry og besætningen er i live. “Jeg fik det at vide, da jeg kom hjem fra skole. Politiet havde været forbi og fortalt det til min mor,” siger Holger.Mens han har fortalt historien, har han siddet med hænderne på bordets blomstrede dug. Da vi når til denne del af fortællingen tager han hånden op til øjnene, og stryger nogle stille tårer bort. Holgers kone Judith, der sidder ved siden af, lægger en hånd på hans skulder. Hun kigger varmt på sin mand.“Selvom det er mange år siden, er det stadig følsomt,” siger hun.

Sven og Frederique

28 og 36 år

Rønne

Filosofferne på Strandvejen

I Rønne syd står et gult hus. ‘Sydlyst’ siger et vejrbidt skilt på facaden. Haven er et væld af forskellige planter og træer. Frederique Bellec er i gang med at plante banantræer, selvom vejret her i november måske ikke ligefrem lægger op til havearbejde. Indenfor sidder Sven Munch-Petersen i læ for den bidende vind, der står ind fra havet. Han sidder med to bøger foran sig på spisebordet. Den ene er The Principal Upanishads af Sarvepalli Radhakrishnan. Den anden er Leksikon over østlig filosofi og religion. Den må have han ved siden af for at forstå den første. “Sven glemmer nemt tiden, når han er i sine bøger,” fortæller Frederique.

“Jeg bliver nødt til at minde Sven om ting, vi har aftalt, han skal gøre. Ellers bruger han hele dagen på at læse,” siger hun.

Sven sidder ved siden af. Det røde skæg viltert. Det lange hår sat op i en hestehale.

“Hvis ikke jeg havde Frederique, ville jeg nok glemme at spise,” siger Sven og skubber brillerne op på næsen.

“Før jeg mødte Frederique var der engang, hvor jeg ikke var i bad i to uger. Det var bare ikke noget, jeg tænkte over. Altså, jeg lugtede jo ikke.”Sven er førtidspensionist. Frederique er tourguide om sommeren, hvor hun guider på engelsk og fransk. Her om vinteren er der ikke meget arbejde at få, så parret supplerer Svens førtidspension ved at leje to værelser på overetagen ud.

Tiden om vinteren får Frederique til at gå med havearbejde. Med en baggrund i geologi og hydrologi har hun styr på naturvidenskabens mekanismer, og ved, hvordan vejr og jord har indflydelse på de grønne vækster. Da parret flyttede ind i det gule hus, var haven blot en græsplæne og nogle æbletræer. I dag vokser magnolia og rhododendron side om side.

Sven er blevet tilkendt førtidspension efter en arbejdsprøvning i kommunen. Her satte man ham til at sidde og sortere skrald på et transportbånd sammen med nogle andre, der var i samme situation.

“Så kunne jeg sidde der og snakke om kattevideoer og reality-tv i nogle timer. Det gik slet ikke. Jeg var så træt bagefter,” fortæller Sven.Sven har haft en depression de sidste ni år. Den er resultat af bruddet med en kæreste, Sven havde som teenager. Det sendte Sven ud på et sidespor.“Jeg tror det var dengang, jeg begyndte at ryge hash. Det er jeg holdt op med nu. Efter Frederique og jeg fandt sammen,” siger Sven. Stofferne hjalp Sven til at tackle depressionen, men den har muligvis også forværret andre ting. For eksempel har han tre gange forsøgt at tage en VUC, men har hver gang måttet opgive.

“Jeg kunne slet ikke fokusere,” siger Sven.

Depressionen var også det, der satte gang i Svens passion for filosofi og tunge bøger.

“Når man er deprimeret bruger man meget tid på at tænke. Jeg har brugt filosofien som en slags selvransagelse. ”Frederique er helt klart er den mest praktisk anlagte af de to, men hun har også en stor interesse i filosofi, som hun har studeret i Paris. Det var faktisk gennem den interesse, at Sven og Frederique mødte hinanden. Frederique boede for fire år siden i Malmø. Hun var på en rejse op gennem Sverige faldet pladask for byen, og valgte at flytte fra Paris, hvor hun boede til den sydsvenske by. Gennem forskellige fora og grupper for filosofi på Facebook, mødte hun Sven, og de begyndte at chatte. Efter noget tid fandt de ud af, at de ikke boede geografisk så langt fra hinanden, og de besluttede sig for at mødes. I dag har parret været sammen i fire år. Selvom Sven er svær at drive fra bøgerne, er han også med til at gøre sit for at få haven flot. I den lille gård er han i færd med at bygge et saml selv-drivhus. På grund af husets sokkel kan drivhuset ikke slutte tæt til husmuren, som det er meningen. Sven bakser med en boremaskine og nogle brædder for at udfylde mellemrummet mellem drivhus og væg. Da han borer ind i muren smuldrer pudset, og brædderne sætter sig skævt fast. Sven slår ud med armene. “Jeg har, hvad man kan kalde boglige hænder,” siger han.